The pink Factor

Der var engang, hvor drenge blev klædt i lyserødt, fordi man mente, at farven signalerede styrke, frem for den lyseblå, der var mere yndig. Faktisk er det først i løbet af 1980’erne, at pink for alvor kom til at rime på piger. CoverKids mødte modeforsker Jo B. Paoletti til en snak, om tiden før og efter lyserød fik pigelus.

“Den er lyserøøøød” råbte min mellemste søn fornærmet, da jeg en morgen ville børste hans tænder med en pink tandbørste. Jeg havde ikke selv noteret farven, men det havde han tydeligvis og konkluderede, “MOR det er en pigefarve!”. Han er vokset op i en tid, hvor det er drengene mod pigerne, og hvor Hello Kitty, Barbie, Batman og Buzz Lightyear bestemmer reglerne. I hvert fald, hvis man spørger modeforsker og forfatter Jo B. Paoletti, der har skrevet bogen Pink and Blue. Ifølge hende blev farven lyserød først for alvor en pigefarve, da børnetøj og -ting blev en industri. “For hundrede år siden gik drenge i lyserødt og legede med dukker. Jo længere du går tilbage i tiden, desto mindre usædvanligt er det at finde pink til drenge, enten som en ‘drenge farve’ eller blot en farve forældrene syntes om.” Den mest udbredte opfattelse var, at lyserød passede til brune øjne og lyseblå til blå.  “Hvis lyserød og -blå blev koblet til køn, var det en midlertidig trend ikke en tradition. Farverne blev ikke brugt  konsekvent til enten piger eller drenge, som det er tilfældet idag”.

Da lyserød bare var en farve
Lyserød kom ind i børnetøjs-repertoiret sammen med andre pastelfarver i løbet af det 19. århundrede. Inden da var alle babyer klædt i hvidt, fordi det var praktisk; det kunne koges og bleges. Og selvom der var mange holdninger til brugen af farverne til drenge og piger, skulle der gå et halvt århundrede med pastelfarver, før det kønsopdelte børnetøj slog an. I 1940’erne begyndte man at klæde drenge, så de lignede deres fædre og piger deres mødre. At farvefordelingen blev, som den blev, var tilfældig, men lyserød blev langsomt kendt for at være en pigefarve og -blå en drengefarve. Op igennem 1950’erne blev denne trend mere og mere udbredt og varede indtil 70´erne krævede unisex børnetøj tilbage.

Hver generation har sine farver
Paoletti fortæller, at hver generation har sin opfattelse, der manifesterer sig i den måde, man klæder sine børn på. “Det hjalp mig at forstå børns mode ved at overveje deres forældres egne barndomsoplevelser“. Oplevelser, der er komplekse og individuelle og som både kan resultere i en nostalgisk dyrkelse af eller et opgør med tidligere tider.
Jeg er en af dem, der har barndomsminder i brune nuancer - vokset op med kassebuks og grydefrits for enden af en tid, der insisterede på at ophæve kønsforskelle. Mine forældres generations tro på, at piger skulle styrkes med mandsmod, var en modreaktion på deres egen barndom: hvor piger var yndige og tomboy et mærkat til dem, der ikke passede ind i 1950ernes kvindebillede. Jeg takker mine forældres generation for at insistere på, at vi alle er lige. Ikke desto mindre endte det brune årti i kaskader af pink, da de mange småpiger, der i kassebuks-æraen cravede for strutskørt og Dallas hår, hilste de pangfarvede 80’er velkomne. Virksomheder og producenter af børnetøj og -ting greb den lyserøde tidsånd og inden for kort tid, blev farven for alvor fasttømret som en pigefarve.

The pink factor
I midten af firserne introducerede den amerikanske bleproducent Luvs bleer til piger i pink og til drenge i blå. Og siden da er udviklingen eksploderet. Peggy Orenstein, der har skrevet bogen Cinderella ate my daughter interviewede i forbindelse med sin research Andy Mooney, der i 2000 var en del af LeapFrog (producent af tøj, gadgets og læringsmateriale til børn). Han overværede et “Disney on Ice” show og fik idéen til, hvad han kaldte ‘the pink factor’: “Jeg var omgivet af små piger i prinsessekostumer - kostumer, der var forfærdelige og hjemmesyet. Hvordan kunne det være, at et så massivt branding potentiale var overset?” Næste dag indkaldte han sit team, og hans idé blev en guldgrube. Der er nu mere end 26.000 Disney prinsesse accesorices på markedet, og idéen har solgt for flere billioner dollars. Igennem 00’erne blev farven lyserød tøjret til prinsesse-trenden. Man talte sågar om ‘prinsesse-fasen’  -  sidestillet med stadier som et barn gennemgår, fra det kravler, står og begynder og gå. Det blev kotume, at pigeværelserne boomede med pink prinsessekjoler, -sengetøj, Barbiecomputere, - cykler, dukker osv. Og drengeuniverset fulgte parallelt superhelte-trenden; blot uden faste farvekoder, så længe lyserøde nuancer ikke sneg sig ind.

Opgøret med de prinsessefixerede 00’er
Generationsmøllen kører videre og alt imens en ny generation, der blev født ind i de pangfarvede 80’er, bliver mødre, er en modreaktion til de prinsessefixerede 00’er ved at lagre sig hos 10’ernes småbørn. Når svenske legetøjskataloger insisterer på at bruge drengemodeller til produkter, der ellers har været målrettet piger og omvendt, er det et udtryk for en trend, der bryder med Mooneys ‘pink factor’. Jo B. Paoletti ser med interesse på de strømninger, der rører på sig, for som hun siger, problemet er, når vi lader vores børn spejle sig i stereotyper, at de implicit lærer at dømme dem, der er anderledes. “Små børn er gode til at håndhæve køns-regler, når de ser dem, og de kan være direkte modbydelige over for de børn, der ikke passer ind. Når en søn hører sin mor fortælle andre, at han er ‘en rigtig dreng’, hvad skal han så tænke om sin legekammerat, der ikke er ligesom ham?”. Hun forklarer, at sterotyper kan være gode, fordi de hjælper os, når vi skal træffe hurtige beslutninger i forvirrende eller kaotiske situationer, men hurtige beslutninger er ikke altid de rigtige og specielt ikke i de situationer, hvor barnet skal lære de sociale koder: “ Mange af vores kønsstereotyper er overfladiske, vilkårlige og foranderlige. For hundrede år siden gik drenge i lyserødt og legede med dukker og Lego var engang unisex. At ophøje stereotyper  til at være lov er decideret fjollet.”


Først bragt i Magasinet COVERKIDS 12 (2014)

FOTO: JeongMeeYoon
Kunstneren JeongMeeYoon, står bag The Pink og Blue project (2005 og frem), der er en fotoserie af pige- og drengeværelser og en kommentar til 00’erne og den ny konsumerisme med pink prinsesser, Hello Kitty og Barbie som nogle af de mest populære blandt piger.