MEME KRIGERNE
“Når den mest dominerende vinkling i nyhedsmediernes dækning af det, der skete på Capitol Hill er en nynazist, der optræder flamboyant, så risikerer det at overbevise folk om, at det ikke er en trussel – fordi det jo bare er så skørt”
INTERVIEW Vi befinder os i en krise, en informationskrise. Ligesom forurening i den fysiske verden, er den digitale verden oversvømmet af giftig information. Interview med Whitney Phillips.
“Det amerikanske valg i 2020 var en kategori 5, på orkan-barometeret af disinformation, valg-fornægtelse kombineret med mediers prioriteringer i dækningen og forstærkelse af vinkler på sociale medier,” fortæller Whitney Phillips, professor ved Communication and Rhetorical Studies, Syracuse University fra sin lejlighed i New York. Det er tidlig morgen dér, mens tusmørket så småt sænker sig over København. En kollision, der ifølge Phillips udløste den enorme energi, der var med til at tryklade oprøret på Capitol Hill. ”Der var så meget momentum den dag, men så meget gik forud, og man kan ikke se hændelsen isoleret. Det er nødvendigt at se på en meget bredere kontekst, der går årtier tilbage for at forstå problemet og ikke mindst gøre noget ved det”
Phillips har i en årrække undersøgt, hvordan forurenet information over tid har oversvømmet medielandskabet og truet demokratiske processer verden over. Hun er aktuel med bogen You are Here - A Field Guide for Navigating Polarized Speech, Conspiracy Theories, and Our Polluted Media Landscape, som hun har skrevet i samarbejde med Ryan Milner. Misinformation, disinformation og propaganda er ikke nye fænomener, men forsøg på at håndtere den eskalerende informationskrise er mislykkedes, og det er ifølge Phillips tid til en global selvransagelse og et nyt mindset. Hun nævner oprøret på Capitol Hill og hvordan højreradikal propaganda spredtes på effektive vis og nåede verdenspressens spalter og den almindelige Facebookbruger på nul komma fem. ”Når den mest dominerende vinkling i nyhedsmediernes dækning af det, der skete på Capitol Hill er en nynazist, der optræder flamboyant, så risikerer det at overbevise folk om, at det ikke er en trussel – fordi det jo bare er så skørt”. I de første dage efter angrebet tog denne vanvittige optræden eller afledningsmanøvre opmærksomheden hos medier og sociale media-brugere verden over. Men det viste sig, at der foregik langt alvorligere ting under radaren. Denne form for mediemanipulation er ifølge Phillips en veletableret metode til at fange og styre opmærksomhed i nutidens medielandskab. En strategi der bl.a. er formuleret i en populær guide for ”The Daily Stormer,” et website for højreradikale, der indeholder en manual til at hacke en offentlig samtale med bl.a. med inspiration fra Ku Klux Klan. Her er humor og satire en metode til dels at sænke de kritiske parader og gøre racistiske og ekstreme emner spiselige hos det intenderede publikum, men også for at servere en ”meget lettere måde for mainstream journalister, når de skal dække fanatisme, ”som Phillips og Milner skriver om guiden i bogen You Are Here.
Den populære, hvide antihelt
Og hvis man måler på opmærksomhed, så må strategien synes at være lykkedes. Hændelsen er den mest googlede i perioden fra den fandt sted til dags dato. Påfaldende var det ifølge Phillips i den tidlige dækning både pressens, men også på SoMe, at angrebet blev formidlet, ”som om der var noget sjovt ved det – eller en form for trafikulykke fascination. Det var et vanvid, der blev præsenteret på en måde, der begrænsede truslen og forstærkede underholdningsværdien: ”Her er endnu en bunke skøre Trump-tilhængere” Problemet ved det er, at det slører alvoren og niveauet af vold og frygt.” Phillips har i sin forskning undersøgt amerikanske mediers dækning af hvid, racistisk terror igennem historien, og den hvide antihelt, afvigeren, der historisk set har været en populær vinkling hos et hvidt, amerikansk publikum. ”At gøre den hvide afviger til den centrale i dækningen af sådanne begivenheder er ikke nyt – det er etableret gennem generationer. Det var også tilfældet dengang lynching fandt sted. Det er som sådan ikke det, at det dækkes, der er et problem, det er det, der ikke dækkes som et resultat. Så når vi taler om den hvide, vanvittige afviger, så flyttes fokus fra den marginaliserede og truede del af befolkningen, der lige nu lever i frygt. Du taler ikke om ofrene”.
Hun peger på det paradoks, der historisk set mere eller mindre utilsigtet har været med til at favorisere ekstreme gruppers gøren og laden i mediers dækning. Nogle af de mest populære emner, som hvide amerikanske vælgere foretrækker, er ifølge Phillips "white nationalism" og "supremacy". ”Emner, som folk klikker på, og derfor også emner journalister mere eller mindre frivilligt bringer, fordi de tiltrækker flere læsere. Da de første billeder fra oprøret på Capitol Hill blev offentliggjort, var det ikke tydeligt, hvad der egentlig var sket. Det var først senere, at vi erfarede hvor voldeligt og skræmmende det egentlig havde været”. Det var bl.a. da det amerikanske kongresmedlem Alexandria Ocasio-Cortez delte sin oplevelse på sin Instagramprofil, at dækningen skiftede karakter og begyndte at fokusere mere på terror og ofrenes oplevelse. ”Og flere og flere taler om det, hvilket er godt, men det havde været bedre, hvis det havde fyldt langt tidligere”. En af hovedpointerne i Phillips og Milners bog er, at alle er en del af problemet. Det er ikke intentionen, men de ikke tilsigtede konsekvenser, der afgør hvorvidt en information er med til at forurene eller ej. ”Hver gang du deler noget, eller som journalist rapporterer om en hændelse, så er du nødt til at overveje, hvordan det er forbundet, du er nødt til at forholde dig til de ikkeintenderede konsekvenser af dine handlinger – og det faktum - at du aldrig er en neutral observatør”. Phillips bruger naturfotografen som metafor, der følger det vilde liv på savannen: ”det er jo ikke sådan, at de står uden for naturen, der findes intet udenfor, de er altid i midten af det hele. På samme måde er du – hvad enten du er amatør med 50 venner på Facebook eller en meningsdanner med tre millioner følgere - altid i midten af det hele”.
Mig-først individualismen
Phillips understreger at den måde problemet med disinformation ofte adresseres på er ved at isolere enkeltstående elementer og derved minimere det til noget, der kan løses med en instrumentel tilgang fx faktatjek, hvilket ifølge Phillips er en måde at fjerne fokus fra alvoren og det egentlige problem. ”Vi bliver nødt til at forstå det på et dybere plan. Hvorfor tiltrækkes vi fx af bestemte fortællinger? Vi bliver nødt til at overveje, hvor vi står, og hvad vi ser og overhovedet kan se fra vores sted. Og det er kritisk lige nu for os allesammen, der deltager i det globale, online fællesskab. Vi må overveje hvordan vi behandler information og hvorfor. Og hvordan vores overbevisninger former de beslutninger, vi træffer i verden”.
Informationskrisen kan ikke løses med den ”frihed for mig” idealisme, der har præget spørgsmål, der angår det besværlige online grænseland mellem ytringsfrihed og censur. Phillip konstaterer, at mig-først individualismen har vist sig dødbringende og farlig for verdens demokratier, og at løsningen kun kan findes, hvis der skabes plads til dem, man måske ikke ser, derfra hvor vi man. Historien om internettet, og imperativet om at information er og derfor skal være fri, er kun en halv fortælling, skrevet af vinderne. Da dette dominerende narrativ blev grundlagt, byggede indfødte aktivister i Mexico et noget anden form for digitalt fællesskab bygget med formålet at give magten til marginaliserede grupper og ikke kun for beskyttelse af individets ret. Men som bekendt vandt de, der ville, at informationen skulle være fri og dermed så profitabel, som mulig. ”Moove fast and break thing” skød ballet i gang og resten af historien, kender vi. Men spørgsmålet er, om det i fremtiden er hos de lokale og ikke nødvendigvis amerikanske virksomheder, at løsningerne på informationskrisen findes? ”Det er ret afgørende hvem, der designer de systemer, vi anvender. Hvem der får en plads rundt om bordet, at de mennesker, de kroppe, det går udover, bliver taget alvorligt. For dem, der udmærket ved hvad racisme og misogyni er, de blev aldrig spurgt. De var ikke en del af samtalen og har derfor ikke været med fra begyndelsen. Vores netværk ville være designet anderledes, hvis det var tilfældet. Vi skal væk fra den slutning, at så længe ord ikke sårer dig, så er de ikke sårende, hvis racisme og misogyni ikke rammer dig, så eksisterer det ikke, og vi behøver ikke at bekymre os om det”.
Phillips understreger, at for at nå dertil, hvor online information og kommunikation er for alle og ikke kun for de få, så skal der ændringer til: ”Indtil nu har tech-virksomhederne reguleret dem selv, det er som bekendt ikke gået så godt. Vi skal tale om, hvordan vi finder nye løsninger for noget skal ske – og helst i går”.
You Are Here MIT Press. Whitney Phillips og Ryan Milner.